Du skal snart ud og flyve for første gang med dit lille barn. Kaos og gråd går måske gennem tankerne på dig, men frygt ej – det er slet ikke så svært at tage på flyrejse med små børn. Så længe du har forberedt dig hjemmefra og tager dine forholdsregler, kan du ende ud med en dejlig rejse uden stress og jag. Første gang jeg var ude at rejse med min datter, var hun 1 år gammel og det gik som smurt.
Mental forberedelse hjemmefra
Når først rejsen er bestilt kendes datoen for afrejse. Frem til afrejse kan du forberede dig mentalt og planlægge i god tid. Tænk over hvad du skal huske, og hvad kan udskydes til få dage inden afrejse. Tænk at det hele nok skal gå og vær afslappet. Tænk også i alternative løsninger hvis der skulle opstå situationer, hvor du får brug for at handle hurtigt. Det kan eksempelvis være, hvis dit barn spilder vand ud over al sit tøj i flyet og begynder at skrige. Det er en uventet situation, men den kan nemt løses med med sut eller yndlingsbamsen og et rent sæt tøj, som du har pakket i tasken.
Tjek op på reglerne
Husk altid at tjekke op på reglerne i forhold til lufthavn og flyselskab. Der er intet værre end at medbringe håndbagage, som ikke lever op til målene, eller hvis du medbringer noget, som du ikke må have ombord på flyet og derefter skal tømme tasken med en baby på armen.
Jeg fandt ud af, at det er ”lovligt” at medbringe drikkevarer igennem security, når barnet er under 2 år. Normalt plejer jeg at købe drikkevarer i lufthavnen, så det var rart at medbringe juice og drikkeflasker hjemmefra til rejsen.
Kom i god tid
Der kan altid opstå en uventet situation, når man har små børn med sig. Mød altid op i lufthavnen i god tid, så der eksempelvis er tid til at skifte ble, amme eller købe mad. Der er intet værre end at stresse, når man blot ønsker en god start på ferien. Som regel angiver lufthavnen på hjemmesiden, hvornår man senest skal møde ind før afgang i forhold til sæson, indtjekning og destination.
Underholdning til flyrejsen
Hvordan får man bedst tiden til at gå på flyrejsen? Personligt havde vi ikke svært ved at underholde vores datter. Hun var meget ”selvkørende”, og ikke særlig interesseret i noget af det medbragte legetøj. Faktisk var omgivelserne mere interessante. Når børnene stadig er små, sover de som regel en stor del af tiden. Min anbefaling er at pakke enkelte stykker favorit legetøj og en sovebamse i håndbagagen.
Lidt lækkert til turen
For at komme små sulte maver til undsættelse kan du med fordel forberede nogle snacks hjemmefra, såsom udskårne grøntsager og frugt, pølsehorn, pizzabrød, rosinboller og eventuelt lidt sødt, hvis dit barn må få det. Undgå fødevarer som er fedtede, eller er godt pakket ind, så er der mindre rengøring bagefter.
Lav en huskeliste og pak fornuftigt
For at få overblik over hvad du skal pakke, er det en god ide at lave en huskeliste. Når man rejser med børn, skal man huske ting, som man måske ellers ikke ville have pakket. Lav en huskeliste i god tid, hvor du løbende kan skrive ting på, når du kommer i tanke om noget. Ønsker du inspiration til en pakkeliste til små børn? Så klik her.
Selvom du prøver at forberede dig godt hjemmefra, kan der altid opstå noget uventet. Prøv at bevare overblikket og se positivt på tingene. Du er på ferie og rejsen er en del af det, så se det som en oplevelse. Det er noget særligt at flyve med sit barn for første gang. Hav det sjovt – du er på ferie.