Odense byder på et hav af oplevelser for børn og familier, hvad enten du er til leg, dyr eller at bruge kroppen aktivt. Hvad med at klatre rundt op i trækronerne som en abe? Fodre en giraf i zoo eller gå tilbage i tiden, og se hvordan familier levede i de gamle dage. Læs om 6 oplevelser for børnefamilier i Odense.
Odense Zoo
Vidste du, at Odense Zoo er kåret som den bedste zoo i Europa i årrækken 2013 – 2017? Det er ikke uden grund, da Odense Zoo byder på et stort udvalg af dyr, arrangementer hvor man kommer tæt på dyrene, grønne arealer, spisesteder og adskillige legeområder for børn. Man kommer ikke til at kede sig og kan hurtigt få nogle timer til at gå. Hvis du bor i Odense eller omegn, kan jeg på det kraftigste anbefale at købe et årskort, som er tjent ind efter to besøg. Min datters personlige favoritter i zoo er legeområderne, Bøgetoppen, tigerne, gederne og bondegårdsområdet.
For mere info:
Den fynske landsby
Kom tilbage i tiden til 1800-tallet og lær om den fynske historie og få et indblik i, hvordan man levede og arbejdede, gennem leg, sjov og sæsonprægede arrangementer. Bygninger, haver med afgrøder og områder med landbrugsdyr er naturtro mod 1800-tallet f.eks. går personalet klædt i historiske dragter for at gøre oplevelsen så naturtro som muligt. Det er muligt at interagere med bondekonen, der sidder i huset med sin ten. Måske vil du vide, hvad hun arbejder på, eller også vil du vide, hvordan det var at være bondekone i gamle dage. Børn har godt af at se, hvordan livet var i gamle dage, så de kan se, hvilken kontrast der er i forhold til et privilegeret liv i dag.
For mere info:
GoMonkey Odense
Har du tænkt på, hvordan det er at svinge sig i lianerne som Tarzan? Så har du muligheden i GoMonkey Odense, hvor du kan klatre i træer i op til 15 meters højde. Klatreparken er inddelt i forskellige baner og niveauer, så der både er for nybegynderen og for den øvede (modige!) klatrer. Bemærk at aldersgrænsen går fra 5 år, og der i nogle baner er sat alder/højde på. De fleste baner foregår i 2 – 5 meters højde.
Der findes en cafe, så det er muligt at få stillet den lette sult.
OBS. Parken holder lukket i vinterhalvåret. Hold dig opdateret på deres hjemmeside.
For mere info:
Odense Å
Ta’ på sejltur på Odense å på en vandcykel og få en sjov og anderledes oplevelse. Pak en madpakke og nyd omgivelserne. I støder sandsynligvis på svanefamilien eller nogle af de mange ænder, som tigger om mad. Hvis i ønsker en mere afslappet tur, er det også muligt at tage på rundfart med en af turbådene. Efter turen kan I meget passende tage et smut forbi en af de nærliggende legepladser.
Odense Aafart har åbent fra april til og med september måned.
For mere info:
Danmarks jernbanemuseum
Kør med minitoget eller leg på børnebanegården og opnå viden gennem leg. På børnebanegården kan børn selv være lokomotivfører eller billetsælger, mens de drager ud på oplevelser i den vide verden. Tag med minitoget på en rejse gennem Danmark med start ved Københavns Hovedbanegård, gennem den gamle Lillebæltsbro op til Holstebro remise og tilbage igen. Efter togturen kan du tage dit barn med hen på legepladsen, som består af et stort trælokomotiv og vandtårn med rutsjebaner. Museet egner sig mest for de mindre børn.
For mere info:
Leos legeland
Har du et aktivt barn, som vil brænde noget energi af? Så er Leos legeland et paradis for børn. Det kæmpestore legeland er fyldt med forskellige områder, som består af legeredskaber for enhver alder. Rutsjebaner, cykler, trampoliner og boldbassiner er bare noget af det, som dit barn kan aktiveres med. Er dit barn kun et par år gammelt? Intet problem. Der findes et særskilt område for børn i alderen 0 – 5 år. Hertil kan det nævnes at børn under 1 år er gratis. Bliver I sultne undervejs, findes der en restaurant med tilhørende borde og stole. Du kan tage gratis vand ved vandposterne.
For mere info:
Der er selvfølgelig mange andre oplevelser i Odense for børnefamilier, dette er blot et udpluk. Vil du besøge HC. Andersens hus eller se nogle af de andre HC. Andersen attraktioner i Odense? Så læs med her.